Tunnel under Amalienborg 1944-1945




Den mest kendte Tunnel



Modstandsbevægelsen fik via Tom Søndergaard (kendt fra sabotagen mod Forum) i Sverige underretning om, at tyskerne evt. ville tage kongefamilien som gidsler.

Troels Banner, Livgardens chef og kammerherre Bardenfleth tog initiativ til sikring af kongefamilien. Palæernes forvalter, kaptajn Schlichtkrull var indviet i planen.

Det blev besluttet at bygge en underjordisk tunnel fra Residenspalæet under Frederiksgade til Dronningens Ridehus i Det Bernstorffske Palæ således at kongen og familien kunne bringes i sikkerhed ved et evt. tysk angreb.

Ved Sorgenfri havde modstandsgruppen Lysglimt udarbejdet planer for evakuering af Prins Knud og familien i tilfælde af et tysk angreb. Planerne dækkede senere også et tænkt angreb fra evt. "kommunistiske befriere".

I begyndelsen af november 1944 var forberedelserne truffet og selve arbejdet startede den 21. november 1944.

Civilingeniør C.T. Winkel fik løst den vanskelige opgave med at presse 23 jernbetonrør ca. 30 meter gennem jorden. Højgaard & Schultz leverede rørene. Ingeniørfirmaet Kølle & Mølgaard var rådgivende ingeniører. Murermester Gulløv, tømrermester Hinsch og maskinmester Reimer Jensen løste hver deres opgaver.

5 ældre gardere under ledelse af Gulløvs formand Niels Jensen udførte selve arbejdet.



Arbejdet blev i starten udført med maskinkraft, men støjen var for kraftig. Arbejdet blev forsinket, da man stødte på flydesand og grundvand trængte ind i tunnelen. Der blev arbejdet 16-18 timer dagligt i over 100 dage.

Den 26. februar 1945 var tunnelarbejdet færdigt og man påbegyndte træning i, at transportere en båre fra Residenspalæet gennem den etablerede tunnel. Via forsikringsselskabets Balticas baggård og kældre kunne man komme videre væk fra Amalienborg.

Kongens livlæge dr. Fenger inspicerede flugtvejen i marst 1945 og samtidig fik kongen orientering om det arbejde, der var udført.

Dines Bogø
Planen gik ud på, at Zone Redningskorpset på et givet signal skulle stille med en ambulance i gården til Odd Fellow Palæet i Bredgade 38, og derfra skulle Chr. X køres til et lejlighed i Stockholmsgade eller til et aftalt skjulested på København Amtssygehus i Gentofte.

Tunnelen eksisterer stadig delvis under Frederiksgade, men den er i dag afspærret og fyldt med vand, bl.a. fordi området ligger nær den gamle strandlinie. Artikel om projektet

Den mindre kendte Tunnel

Der var også etableret en forbindelse fra Residenspalæet og Kronprinsens palæ til en stor kloakledning, der lå i Amaliegade. Denne havde forbindelse til Fredericiagade o.s.v.