Formand for Grundejerforeningen Søvang skrev forord til "Søvang. Del 5".
Det er en stor glæde for mig at kunne præsentere den nyeste bog om Søvang med undertitlen "Hvad er Dragør uden Søvang?".
Det er den femte i rækken af bøger om Søvang og æren herfor kan alene tilskrives vor utrættelige lokalhistoriker Dines Bogø. Han har i de seneste år kastet sin kærlighed på Søvang, og Søvangs interessante udvikling fra nærmest Klondikeagtigt sommerhusområde til et moderne og efterhånden eksklusivt villakvarter.
Med sine bøger om Søvang er området det bedst beskrevne og dokumenterede i hele Dragør Kommune bortset fra den gamle Hollænderby og det historiske Dragør.
Det er Dines Bogøs fortjeneste, at de mange fotos og informationer om Søvang, er blevet indsamlet og bearbejdet, og der er vel snart ikke et eneste hus i Søvang, som ikke på den ene eller anden måde kan findes i Søvang-bøgerne.
Samtidig vidner bøgerne om et hektisk og aktivt liv i Søvangs store område gennem tiden, hvor fællesskab og fælles oplevelser har været ledetråden for mange. En ledetråd som fortsat er gældende på trods af store forandringer og mange nye tilflyttere.
Søvang er med sine 618 parceller "Danmarks største grundejerforening", og beboerne i Søvang udgør en syvendedel af hele Dragør Kommune. Det er dejligt at opleve, at søvangenserne fortsat er glade for og stolte af deres område, og det skyldes ikke mindst Dines Bogøs arbejde, hvor fortid og nutid smelter sammen på enestående måde.
Siden den første bog om Søvang udkom i 1996 har jeg haft et fortrinligt og inspirerende samarbejde med Dines Bogø, og jeg vil på dette sted sige en stor og hjertelig tak for hans imponerende arbejde, som ikke kan værdsættes højt nok.
Claus Ehlers

Formanden for Grundejerforeningen Søvang
Claus Ehlers har haft tilknytning til Søvang siden 1947, hvor hans forældre købte
sommerhuset på Søvej nr. 39.
Alle sommerferierne siden er tilbragt i Søvang, og de sidste 30 år hele året, efter at
sommerhuset blev ombygget til helårshus i 1971-1973.
I 1995 blev Claus Ehlers indvalgt i bestyrelsen for Grundejerforeningen Søvang, og siden
2000 har han varetaget hvervet som formand.