Lone og Lucjan Maslocha dræbt 3. januar 1945


Webmaster: Dines Bogø



Nygift par skudt januar 1945 i Gentofte af Gestapo. Generelt: Lone & Lucjan
Hans Jensens Vej 44, Hellerup. (Luftfoto fra 2002).


Hans Jensens Vej 44, Hellerup.  (Foto fra 1959). Gæsteværelset, hvor Lone og Lucjan Maslocha boede, lå på 1. sal i gavlen.

Huset er opført i midten af trediverne. Under besættelsen boede arkitekt Robert Jens Wehage (født 1900), hustruen Dagmar og deres børn i villaen. Villaen, som Wehage selv havde tegnet ca. 10 år før, lå dengang som nr. 2 fra Lyngbyvejen.

Dines Bogø
Arkitekt Robert Wehage var ansat på Gentofte Kommunes Rådhus, Bernstorffvej. Han havde ved flere lejligheder hjulpet modstandsbevægelsen med oplysninger om bygninger i Gentofte, (bl.a. Torotor i Ordrup, der blev saboteret 2. januar 1945). Desuden havde han lavet tegninger af tyske forsvarsanlæg på Vestkysten af Jylland.

Dines Bogø
Torotor i Ordrup.

På 1.sal i gæsteværelset havde Lone Mogensen og Lucjan Maslocha (af naboer og bekendte kendt som hr. og fru Møller) boet siden april 1944. Man havde fejret juleaften sammen og dagen efter havde Lucjan Maslocha nærmeste medarbejder Thøger Busk været til julefrokost.

Lone Mogensen og Lucjan Maslocha blev hemmeligt gift 31. december 1944 i Sankt Ansgars Kirke, Bredgade i København. I kirkebogen er de indskrevet med deres rigtige navn, men uden angivelse af bopæl. I kirkebogen står der et sted, at de blev gift i præsteboligen og et andet sted, at de blev gift i selve kriken.



3. januar 1945 omkring kl. 01.30 blev villaen omringet af en større udrykningsgruppe bestående af 16 Gestapo- og Hipofolk, der var ankommet i en af politiets store grønne mandskabsvogne. Lederen var Untersturmführer Biegler, men det virkede på de andre deltagere nærmest, som om det var en dansk tolk, der var lederen. Sidstnævnte blev dødsdømt og henrettet i 1949 anklaget for flere drab på modstandsfolk.


Hans Jensens Vej 44. Lone og Lucjan Maslocha opholdt sig i gæsteværelset, der lå på 1.sal ud mod  sydgavlen.

Der blev ringet og banket kraftigt på døren, og fru Dagmar Wehage åbnede. Hun forsøgte at holde de ca. 6 tyske og danske uniformerede og civilklædte, der stod ved døren, hen med højrøstet tale, men de fastholdt, at huset skulle undersøges.

2 uniformerede Hipo-folk fandt en låst dør på 1.sal og meddelte dette til den tyske aktionsleder løjtnant Biegler i stuen. Den aktive danske tolk og Biegler gik derefter op ved døren på 1.sal. Da der stadig ikke blev åbnet sparkede man døren op.

Da de angribne fik åbnede døren skød Lucjan på dem med sin lånte revolver. Kun et skud strejfede håret på den danske tolk. Lucjan blev ramt i ansigtet, da Biegler besvarde ilden, og han mistede synet og faldt bevistløs om.

Lone, der var ved den anden side af dobbeltsengen, skreg højt, da hun så Lucjan var blevet ramt. Hun forsøgte at tage sin giftpille, men en af de indtrængende sendte en ny salve direkte mod hende med sin maskinpistol.

Lones svigerinde Inga Mogensen har senere udtalt, at Retsmedicinsk Institut ikke omtaler gift i deres rapport. Det er også rigtigt. Ligsynsrapport omtaler kun de meget kraftig skudlæsioner Lone havde fået. Der blev ikke foretaget obduktion, hverken af Lone eller Lucjan Maslocha.

Lones moster Ingeborg Lønborg Friis, der var oversygeplejerske, blev tilkaldt til Retsmedicinsk Institut i juni 1945, og hun og en retsmediciner talte om muligheden af, at Lone have nået at tage sin giftpille inden hun blev påført de ekstremt kraftige skudlæsioner i underlivet, der bl.a. havde skudt hendes rygsøjle over.



Normalt havde Lucjan Maslocha trukket en stol hen ved sengen, hvor han altid lagde en håndgrant og sin revolver, men netop denne aften var han svagt bevæbnet.

Den store jernseng med de firkantede U-stolper i gæsteværelse var gennemhullet og ligeledes var der mange skudhuller i gulvet og i væggen bag sengen.

Der var et skudhul i gangen ud for værelset. Det kan være fra den kugle, der strejfede håret på den danske tolk, der stod ved døren. El-måleren, der dengang sad  i gangen på 1. sal, var også ramt og dette kan havde bevirket, at elforsyningen til 1/3 af hele huset gik ud.

Skunkene i gæsteværelset kunne have været benyttet til flugt, men man kunne ikke komme væk fra gangen ved trappen. Ved vinduet i tegnestuen lå et tov, som man kunne bruge til at fire sig ned med til haven.


Tegnestuen lå i gavlen ud mod Lyngbyvej. Ved vinduet havde Maslocha et kraftigt tov. Det skulle ved flugt fastgøres til gelænderet på den franske altan.  (Foto fra 1959).

Ved aktionen 3. januar 1945 blev Dagmar og Robert Wehage tilbageholdt i dagligstuen i stuetagen, medens huset blev undersøgt. I kælderen fandt tyskerne en hjemmelavet skydeskive og i stuen fandt tyskerne nogle patronhylstre. Dagmar og Robert Wehage havde samen med Lucjan Maslocha skudt til mål i kælderen. Dagmar Wehage havde bl.a. fået en mindre revolver. Denne revolver var til reparation.



Robert Wehage, der var i håndjern, blev slået og sparket flere gange og bl.a. bebrejdet, at han havde været årsag til skyderiet på 1.sal, da han nok havde fortalt, at der var logerende, men ikke at de logerende var bevæbnede.

Tyskerne fandt også nogle tegninger af områder på Vestkysten. På tegningerne var anført velegnede invasionslandingspladser. Tyskerne var ret overbevist om, at tegninger var nogle Wehage havde lavet eller rentegnet, men de kendte intet til, at Wehage også havde skaffet tegninger fra Gentofte Rådhus til de modstandsfolk, der saboterede Torotor.

Fabrikken Torotor i Ordrup var blevet saboteret af BOPA dagen før og BOPA-folkene troede, at anholdelsen af Wehage var en del af en større aktion, og derfor gik hele sabotagegruppen "under jorden" i en periode.

Omkring kl. 04.00 blev Wehage ført ud til den store udrykningsvogn, som tyskerne havde taget fra det danske politi. Her sad underkanoner Svend Valdemar Witthøf Olsen, som man havde hentet på Østerbro. Han havde sidder i vognen, medens man kørte rundt for at finde folk, der skulle arresteres, og under hele den 2½ time lange aktion på Hans Jensens Vej. Svend Olsen blev afhørt på Politigården og via Frøslev sendt i Kz-lejr.

Liget af Lone Maslocha og den bevidstløse Lucjan Maslocha blev lagt på gulvet i vognen. Først kørte man til det tyske lazaret på Nyelandsvej, hvor Lucjan Maslocha blev båret ind.

Lone Maslochas mishandlede lig blev afleveret på Shellhuset, hvor det blev lagt i kælderen og endelig stoppede man ved Politigården, hvor Wehage og Svend Olsen fra Østerbro blev sat i hver sin celle.

Da man forlod villaen blev 5-6 mand tilbage. De skulle de næste 24 timer holde vagt i villaen og tilbageholde gæster og aflytte telefonsamtaler. Nogle fulgte familien, når de bevægelse sig rundt i huset. En mand opholdt sig fast i stuetagen i den del af soveværelset, der havde vinduer både ud mod vejen og indkørslen.


Indgangen til Hans Jensens Vej 44. Til venstre et af de vinduer, hvorfra vagten kunne overvåge indkørlsen. (Foto fra 1959).

Selv om der var massiv overvågning hele dagen lykkedes det alligevel fru Dagmar Wehage at samle et stump mikrofilm op, som tyskerne havde overset. Filmen lå i en lille æske. Hun fik æske med mikrofilm ned i bunden af en gl. kaffepose, som hun for øjnene af vagten derefter lagde i skraldebøtten.

Om formiddagen ringede Wehages kollega Hans Mendahl. Fru Wehage svarede undvigende på hans spørgsmål i telefonen om, hvorfor hendes mand ikke var mødt på arbejde. Det bevirkede, at han tog ud til villaen, hvor han blev anholdt. Vagterne ringede til København og bad om en vogn til afhentning af den anholdte. Under telefonsamtalen blev der udvekslet flere tjenestenumre og ved hjælp af disse numre udpegede Mendahl senere flere af de folk, der var aktive om formiddagen, da han blev anholdt. En af de danske, der havde deltaget i aktionen om natten, blev senere dødsdømt og henrettet.

Kl. 17 blev Gestapofolkene afløst af andre. De nye folk kom fra andre Gestapoafdelinger i Storkøbenhavn.

Ved aftentide ringede aktuar Thøger Busk på entredøren. Busk var en af Maslochas kontaktmænd og udpeget som leder, medens Maslocha var i Sverige og England. Fru Wehage åbnede døren og sagde "Hvad vil De?". Busk fattede ikke meningen og blev stående. Da Dagmar Wehage fortsat lod som om hun ikke kendte ham skete der noget. Thøger Busk styrtede af sted. Vagten der havde lyttet med bag døren skubbede fru Wehage til side og skød efter den flygtende, der dog slap uskadt væk i mørket. Hans cykel og effekter på bagagebæreren blev beslaglagt.

Hans Mendahl fra Gentofte Rådhus blev først løsladt 14 dage efter, da man med sikkerhed havde konstateret hans identitet, og at han ikke havde været involveret i Maslocha-sagen.

Efter at tyskerne havde trukket vagterne tilbage dukkede sagførerfuldmægtig Palle Tillisch op på Hans Jensens Vej. Tillisch var af Maslocha udpeget som næstkommanderende for organisationen, medens han var i Sverige og England. Kort tid efter kom tyskerne tilbage, men Tillisch undslap.

I begyndelsen af februar 1945 henvendte den danske tolk V.A.A. sig på Hans Jensens Vej 44. Det gjorde han på vegne af kriminalrat Dørbeck. Tolken skulle udgive sig for at være ven med Maslocha. Han kendte en del til forholdene i hjemmet, men gjorde et så ubehageligt indtryk, at fru Dagmar Wehage sagde, at hun intet kendte til noget som helst, og der ikke var noget at afhente, da tyskerne var gået med det hele 3. januar.  Hun fortalte kun, hvad hun formodede, at tyskerne kendte i forvejen, og hun kunne bestemt ikke genkende personer på de fotos, hun fik forevist, og diverse navne havde hun ikke hørt før (det var bl.a. flere af Thøger Busks dæknavne "Professoren", "Mikkelsen" m.v., som hun blev præsenteret for).


Opholdstuen. Her blev Dagmar og Robert Wehage den 3. januar 1945 om natten tilbageholdt i 2½ time. Det var også her fru Wehage 4 uger senere havde "møde" med den danske gestapotolk, der udgav sig for være ven med Lucjan Maslocha.

Det var nu ikke helt rigtigt. Masclocha havde skjult ½ kg guld og 17.000 kr. i en skunk. Det var pakket ind i nogle isoleringsruller og henslængt blandt andet bygningsmateriale i et loftrum. Det var ikke blevet fundet ved razziaen. Fru Wehage havde netop fundet det og midlertidigt lagt det ned i flyglet. Dagmar Wehage anbragte efter aftale Maslochas guld og penge i en bankboks, hvor det blev afhentet af Thøger Busk og Palle Tillish.

Nogle nummerplader fra danske politibiler, der lå i bunden af et skab i tegnestuen, blev heller ikke fundet ved gennemsøgning af huset. Man havde primært ledt efter større våben. F.eks. var bøger i reolerne i herreværelset ikke undersøgt, men bare væltet ud på gulvet.

Robert Wehage var på Politigården i 5 dage, og flere gange blev han hentet til Shellhuset og forhørt. Han blev truet med, at hvis han ikke ville samarbejde måtte man spænge villaen i luften. Til nogen overraskelse for det tyske politi svarede Wehage, at det passede ham udemærket, da han gerne ville have indrettet huset på en mere hensigtsmæssigt måde ved genopførelsen . Næste gang de truede med at sprænge villaen svarede han, at det troede han de havde gjort. Da afhøringerne ikke gav noget brugbart resultat blev han flyttet til Vestre fængsel, og derfra 15. marts overført til Frøslevlejren i Sønderjylland.

Familien Wehage flyttede efter et stykke tid ind til familie på Østerbro. Fru Wehage havde forskellige meddelelser, der skulle afleveres uden børnene skulle med.

Medens familien var på Østerbro, blev der begået indbrud i villaen i Hellerup. Egentligt indbrud var det ikke, da tyvene havde lukket sig ind med nøgle. Der blev fjernet alt bærbart af værdi. Tæpper, lagner, frimærkesamling m.v. Sølvtøjet, der lå i kælderen, blev liggende, men Lucjan Maslochas harmonika forsvandt ved den lejlighed. Kælderetagen blev også benyttet til dagligt, da den del af kælderen faktisk lå i "stueplan" på grund af niveauforskel.

Dagmar Wehage og børnene flyttede tilbage og Robert Wehages ældre bror flyttede også ind for at beskytte familien.

Robert Wehage kom tilbage fra Frøslev 7. maj 1945. I august 1945 søgte han om erstatning for stjålet indbo. Over halvdelen af erstatningen videregav han til Lone Malochas mor Louise Mogensen på P.G. Ramms Allé 25 på Frederiksberg.

Robert Wehage var tilsluttet Stabskompagniet, afsnit II i København. En oplysning som Wehages kompagnichef bekræfter i et bilag til krigsskadeanmeldelsen.

På Hans Jensens Vej 44 er der ikke opsat en mindetavle, men i mange år blev der hver 5. maj tændt fakler ved 2 kors, der blev lagt ved indkørslen.

En enkelt gang i nyere tid har en polsk gruppe (slætninge til Lucjan) været på besøg i villaen. De ville gerne se det sted, hvor Lucjan Maslocha blev dræbt, men de havde ingen idé om, hvor i huset det var sket.

I 1997 besøgte slægtninge til Lone Maslocha Polen. I Feltkatedralen i Warzawa og i Sanktuariet i Lódz blev der begge steder opsat mindetavle.

Der er skrevet flere artikler om, hvad der skete på Hans Jensens Vej natten mellem 2. og 3. januar 1945. Der har også været teorier om, at begge tog gift. Der har været flere teorier (også vidtløftige) om, hvem der stak de to i villaen!

Det tyske politi fandt tilfældigt Lone og Lucjan Maslocha, da de efter et tip ledte efter våben i huset.

Hvis Det tyske Politi havde været ude efter Lone og Lucjan Maslocha ville de nok ikke stoppe først på Østerbro for at anholde Svend Olsen og efterfølgende opsøge flere andre adresser inden Hans Jensens Vej og dermed risikere at andre blev advaret om, at der var en større razzia i gang.


I Mindelunden på Tuborgvej kan man se Lone og Lucjan Maslochas gravstene.


Gravene nr. 47 og 48 "Den lille mand": Lucjan Maslocha og "Lone": Anna Louise Christine Maslocha.