Mors Dag i Danmark

Artikel i DragørNyheder.DK Artikel i Dragør Nyt Artikel i Amager Bladet ... Dines Bogø ... Artikel i Berlingske Tidende Artikel i BT



Plakat som "Komitéen for Moders Dag" solgte til forretninger. Protektor for komiten var nu afdøde prinsesse Caroline Mathilde.


12. maj 1929. På blomsterudstillingen i Forum blev der solgt 34.000 postkort, der fortalte om "Moders Dag". Her er det Chr. Svenningsen, der sælger kortene, som Postvæsenet forsynede med et særstempel. (Foto fra Ude og Hjemme).

Da jeg sidste år (1995) begyndte at lede efter oplysninger og fotos om et iskagehus, der har stået ved "Krudthus 2", hørte jeg flere gange om en mand på Møllevej, som blev kaldt "Mors dreng".

Følgende skulle give en forklaring på, hvorfor han blev kaldt "Mors dreng", og hvorfor vi også i Danmark siden 1929 hvert år anden søndag i maj måned fejrer "MORS DAG".



Det startede i U.S.A.
Miss Jane Jarvis fra Philadelphia mistede sin mor i 1906, og 2 år efter den 10. maj indførte hun sammen med en mindre gruppe en mindedag for mødre. (se note).

Da hun i 1913 var i London fik hun der skabt forøget interesse for ideen, og det lykkedes for hende, at få U.S.A.'s kongres til fra 8. maj 1914 at indføre anden søndag i maj som national amerikansk mindedag. 

Hensigten var, at enhver på denne dag skulle mindes sin mor og vise hende sin glæde og taknemmelighed under en eller anden form.

Da U.S.A. i 1917 sendte tropper til det kæmpende Europa fulgte skikken med, og mindst engang om året blev soldaterne mindet om, at de skulle huske, at skrive brev hjem også til deres mødre.

En ældre næsten glemt engelsk skik fra 1900-tallet har måske også medvirket til, at begrebet blev slået fast. Tidligere skulle engelske landbobørn, der var sendt ud for at tjene, nemlig have fri en gang om foråret for at kunne besøge deres forældre.

I avisen "Dagens Nyheder" var der søndag den 13. maj 1928 et interview med en dame, der i mange år havde opholdt sig i U.S.A.

Hun beretter i interviewet om den smukke skik, der i U.S.A. har udviklet sig til også at blive en "Hjemmets Dag", hvor børnene kommer rejsende langvejs fra for at være sammen med deres mor.



Christian Svenningsen
Chr. Svenningsen, der blev født 3. maj 1896 i Lønstrup, Vensyssel og udvandrede i 1911 til U.S.A., hvor han ville fortsætte sin påbegyndte smedeuddannelse.

Politiken skrev om Chr. Svenningsen den 8. maj 1970. Læs her.

I 1917 blev han indkaldt til den amerikanske hær, og her blev han i 1918 sendt til Europa for at deltage i skyttegravskrigen i Frankrig. Svenningsen fik tapperhedsmedalje.

Efter hjemsendelse fra hæren kom han tilbage til Danmark i 1920, hvor han blev 1.oktober blev ansat som rigsdagsbetjent på Christiansborg. Udnævnt til vagtmester i 1953 og pensioneret 1965.

Svenningsen var meget aktiv i foreningen "De Allieredes Danske Vaabenfæller" (stiftet 15. juli 1920) og her fremsatte han den 22. marts 1929 på et bestyrelsesmøde forslag om, at indføre "Mors dag" i Danmark. Pengene, der skulle indsamles på denne dag, skulle bruges til hjælp til krigsenker og mødre, der havde mistet en søn.

Første gang man i Danmark fejrer Mors dag er søndag den 12. maj 1929, hvor Mors dag komitéen" og "De Allieredes Danske Vaabenfæller" præsenterede ideen på en blomsterudstilling i Forum. I april-maj samme år havde man omdelt 1.100 store Mors dag plakater i København.

Dagens Nyheder bringer denne søndag en omtale af udstillingen i Forum og indførelsen af Mors dag i Danmark.



En sidebemærkning i "Kulturbyåret 1996";
Da jeg gennemlæste aviser fra 1928-1929 fandt jeg i Berlingske Tidende en omtale af Dronning Alexandrine og prinsesse Ingeborgs besøg i Dragør.

Avisen beretter, at de kongelige var kommet sejlende til Dragør lørdag den 12. maj 1928.

En lodsbåd havde hentet gæsterne ved artilleriskibet Niels Juel, der var ankret op ud for Dragør. Gæsterne var blevet modtaget af den samlede kommunalbestyrelse og andre af byens honoratiores.

Byens damer havde overbragt blomster til dronningen og den svenske prinsesse. Efter at havde underholdt sig med de tilstedeværende sted de kongelige ind det ventende automobil og kørte til København.

Det kongelige besøg har ikke så meget med Mors dag at gøre, men er medtaget her for at vise at Dragør også har haft et ret ukendt royalt besøg fra "vandsiden" i 1928.



Stor opbakning
Mors dag komitéen, hvis drivende kraft Svenningsen var til sin død i 1979, sikrede komitéen stor opbakning. Da han havde daglig kontakt med pressefolk på Christiansborg, var der her en direkte lejlighed til, at få pressen interesseret i arbejdet.

Det lykkedes ham også, at få mange af datidens kendte personer til at bakke op om sagen.

Bl.a. fik han i trediverne følgende til at skrive om "Mors dag": Karl Bjarnhof, H.C. Hansen, Fini Henriques, Ragnhild Hveger, Henrik Malberg, Ib Schønberg, Ludvig Brandstrup, Thit Jensen, Peter Freuchen, Morten Koch, John Christmas Møller og Thorvald Stauning.



Reklamens magt
De handlende var naturligvis ikke sene til at udnytte ideen for at forøge salget specielt på denne dag. Men Svenningsen fandt på råd, så de handlende direkte kom til at bidrage til sagen. Komitéen fremstillede Mors dag plakater, som de handlende kunne købe til ophængning i butikkerne. Bing og Grøndahl fremstillede Mors dag kopper, og platter til støtte for komitéen.



Problem med tyskerne i 1940-1945
Den tyske besættelsesmagt så ikke med milde øjne på "De Allieredes Danske Vaabenfæller", hvis hovedformål var at mindes de faldne allierede fra 1. verdenskrig.

På våbenstilstandsdagen den 11. november 1940 havde Våbenfællerne lagt kranse ved Den lille Hornblæser på Rådhuspladsen. Men da man erfarede, at Fritz Clausen og hans nazister få dage efter ville marchere fra Forum til Rådhuspladsen for også at nedlægge kranse, fik han skyndsomt fjernet kransene. Mindehøjtideligheden blev i stedet holdt i Mors dag komitéens navn et andet sted.

Under besættelsen afholdte Mors dag komitéen store fester i National Scala i Holbergsalen. Dagen startede med at man bandt blomsterbuketter, som senere blev solgt til fordel for Mors dag bl.a. i Tivoli.

Overskuddet fra den store fest med de mange tusinde gæster samme aften var selvfølgelig også til fordel for Mors dag.

Tyske sympatisører havde truet med, at sprænge National Scala i luften, da de havde fundet ud af, at Mors dag komitéen havde tilknytning til "De Allieredes Danske Vaabenfæller", men bygningen overlevede som bekendt.



Nyt formål
Tidligt havde Svenningsen forsøgt, at få kirkens støtte til komitéens arbejde. Chr. Svenningsen havde henvendt sig til biskop Harald Ostenfeld og spurgt, om kirkens præster kunne lægge et godt ord for sagen.

Det mente biskoppen dog ikke. Formålet var godt, men kirken kunne ikke støtte det, da de handlende brugte ideen kommercielt sagde biskoppen.

Chr. Svenningsen, der altid talte varmt for sagen, gjorde biskoppen opmærksom på, at så måtte kirken jo så tage afstand fra julen og Jesu fødsel. Svenningsens henvisning virkede, og præsterne fik senere lov til at indflettet en bøn for Mors dag fra prædikestolen.

I 1948 henvendte Svenningsen til frk. Anna Westergaard, der var formand for "Danske kvinders Nationalråd". Svenningsen ønskede at ændre Mors dag komitéens formål således, at man fremover støttede Nationalrådets (senere Mødrehjælpen) arbejdet.

Frk. Westergaard sagde, at hun ikke helt forstod ideen, men at det måske var fordi, hun ikke selv var mor.

Det kan De blive, replicerede Chr. Svenningsen. - Tak for tilbuddet, kom det tørt fra frk. Westergaard, - men jeg er over de 50.

Aftalen om økonomisk hjælp fra komitéen kom dog i stand, og Mødrehjælpen modtog gennem mange år adskillige millioner kroner via Mors dag arrangementer og indsamlinger.

Komitéen opstillede 10 regler for, hvorledes man på en smuk måde kunne fejre sin mor. Regel nr. 1 lød:

Overtag alle Moderes Arbejder den Dag, saaledes at hun virkelig har en rigtig Festdag.



Sommerhus i Dragør
Christian Svenningsen og hustruen Vine (Jørgine Laurine) boede ved Amager Boulevard i Sundby.

I midten af halvtredserne købte de sommerhuset Møllevej 95 på hjørnet af Krudttårnsvej lige over for Krudthuset ud for Møllevej.

Christian og Vine Svenningsen nød at være i deres sommerhus, og det generede ikke Chr. Svenningsen, at de lokale kaldte ham "Mors dreng".

Han var stolt af sit tilnavn, og tilnavnet blev da også flittigt brugt i avisomtaler. Tilnavnet blev så kendt, at det ligefrem blev omtalt i et ældre leksikon.

Nogle år efter Christian og Vine Svenningsens død blev sommerhuset revet ned og erstattet af nyt parcelhus.

I forbindelse med grundlovsdagen omtalte jeg her i Dragør Nyt den 31. maj 1994, hvorfor man også har en anden mindst lige så vigtig dag, nemlig "Fars dag".

Avisudklip, fotos, plakater og andet materiale, jeg har modtaget i forbindelse med denne artikel, er afleveret til Dansk Folkemindesamling.

Note: Efter artiklen var skrevet blev jeg gjort opmærksom på, at ikke alle kilder er lige troværdige. Miss Jarvis, der mistede sin mor hed rettelig Anna og moderen døde 9. maj 1905. Der blev 12. maj 1907 afholdt et kirkeligt mindearrangement, men først 10. maj året efter blev den første "officielle" Mors Dag-gudtjenste afholdt.



Rigsdagsbetjent Chr. Svenningsen, taler i Statsradiofonien om Mors dag. (Foto i privateje).


Chr. Svenningsen som agent